Springringe og svirvler
Her finder du KarlK Snap Clip til montering af trekrogen samt runde og ovale springringe og Worthco-svirvler til spinnerbyg.
KarlK Snap Clip – nem montering og hurtigt krogskifte
KarlK Snap Clip er den løsning, vi selv bruger til montering af trekrogen på vores klassiske og kompakte kondomspinnere.
Clippen monteres i øjet nederst på spinneren, og trekrogen sættes direkte i clippen. Krogen kan dermed bevæge sig frit, og den kan hurtigt udskiftes uden brug af springring. Det er praktisk ved vandet, hvis krogen bliver sløv eller beskadiget, eller hvis du ønsker at skifte til en anden størrelse eller type.
Den særlige form holder krogen sikkert på plads under fiskeriet, men gør det samtidig enkelt at tage den af igen. Det er en lille komponent, men efter vores mening en af de bedste løsninger til montering af trekrogen på en traditionel kondomspinner.
KarlK Snap Clip i størrelse M har en angivet brudstyrke på 18 kg og bruges på vores egne laksespinnere.
Runde springringe
Den runde springring er den klassiske løsning til montering af trekroge på spinnere, blink og andre agn. Springringen giver krogen bevægelsesfrihed og gør det muligt at udskifte den, uden at resten af agnen skal ændres.
Vi har runde springringe i flere størrelser, så de kan bruges til både små ørredspinnere og kraftigere agn til laks.
Ovale springringe
På en oval springring sidder åbningen på den lange side. Når line, krog eller agn belastes, søger forbindelsen derfor ud i en af de afrundede ender og væk fra åbningen.
Det gør den ovale springring velegnet som forbindelsesled, især når linen eller forfanget bindes direkte i ringen.
Worthco-svirvler
Svirvler bruges mellem line, forfang og agn, hvor de kan mindske snoning af linen. Vi fører amerikanske Worthco-svirvler i to størrelser:
- Str. 7 med en angivet brudstyrke på 18 kg
- Str. 5 med en angivet brudstyrke på 30 kg
Str. 7 er den mindste og mest kompakte. Str. 5 vælges til større agn og kraftigere fiskeri.
KarlK-tip
Kontrollér altid en springring eller clip efter montering af krogen. Delene skal lukke helt, og en komponent, der er blevet bøjet eller trukket ud af form, bør udskiftes.