Nedstrøms kondomspinnere til laks og havørred – str 4 blad

Her finder du vores klassiske kondomspinnere monteret med str. 4 blad, der er specifikt udvalgt til det traditionelle nedstrøms fiskeri efter laks og havørred. Med vægte fra 14 gram til 40 gram får du en spinner, der holder dybden i strømmen og leverer de rette vibrationer gennem hele svinget. Alle modeller er håndlavet i Danmark med vores unikke silikonekrop og monteret med den stærke VMC 7554 trekrog.

Den klassiske KarlK kondomspinner med str. 4 blad er skabt til at fiske effektivt tværs over eller nedstrøms i åen. Vi anbefaler tre faste variationer af kastet for at få mest muligt ud af spinneren:
  1. Kast til modsatte bred: Lad spinneren synke, start den op og hal langsomt ind, mens den drejer tværs over åen. Fortsæt indtagningen helt ind til stangspidsen. Hvis strømmen bliver for kraftig ved egen bred, så løft stangen og træk spinneren ind – den fisker ikke effektivt i for hårdt pres. Gå i stedet lidt nedstrøms og lav et opstrømskast hen over standpladsen.
  2. Kast midt i åen: Kast direkte ned midt i strømmen og træk ind med god hastighed. Det holder spinneren i gang og trigger hugget fra de laks, der står ude i hovedstrømmen.
  3. Kast langs egen bred: Brug en langsom indspinning og lad gerne spinneren hænge i vandet flere gange undervejs for at provokere fisken.
TIPS fra KarlK: Ved alle kast gælder det om at lade spinneren hænge i vandet foran stangspidsen et par sekunder, før du løfter den fri. Hvis du har nerverne til det, er det her, de mest spændende hug falder lige for fødderne af dig.